”I en æra, hvor tøjproduktion udgør en betydelig del af CO2-regnskabet, har Lyrstrand retter fokus mod beklædning som basal nødvendighed og undersøger samspillet mellem klæde og krop. Tøj er nært knyttet til hjemmet, hvor det opbevares på bøjler, i skuffer og skabe. Tøj er en praktisk foranstaltning, der varmer og beskytter kroppen. Vi omklæder og påklæder og tjekker i spejlet. Måske findes den indre balance først, når vi har fået tøjet på. Tøjet er nærmest en del af kroppen, med indersiden vendt mod den følsomme hud og nogle gange vender vi vrangen ud. Også i kisten på den sidste rejse er vi påklædte. Lyrstrand udforsker emnet gennem abstrakte flade snitmønstre frem til den rummelig beklædning. En erfaring hun har fra en feministisk, hjemlig kontekst”. |